En kørende skattesag kan have stor indflydelse på pengepungen for ansatte med firmabil.
Flere tusinde ansatte, der får stillet firmabil til rådighed, kan have et stort skattesmæk i vente.
Som reglerne er i dag, skal de mange bilister, der leaser firmabil, kun beskattes af den pris leasingselskabet har betalt for prisen - altså en væsentlig lavere beskatning. Leasingselskaberne kan købe bilerne med en lavere registreringsafgift end private firmaer og derved få bilen til en lavere salgspris. Det skriver Jyllands-Posten.
Spørgsmålet er så, om denne ordning får lov at fortsætte. SKAT behandler i øjeblikket en henvendelse fra et leasingselskab. Leasingselskabet har bedt om et bindende svar på, om man kan bruge leasingselskabernes lavere indregistreringsafgift, når den ansatte skal beskattes af sin firmabil.
Udfaldet kan have store konsekvenser for ansatte med firmabil. Resultatet vil være, at mange firmabilbrugere enten får et skattesmæk, eller at de, der i øjeblikket beskattes af bilens listepris, fremover vil blive beskattet for et lavere beløb.
"Det kunne der godt blive tale om, hvis mindstebeskatningspriserne ikke må anvendes. Men omvendt kan afgørelsen også ende med, at de firmabilbrugere, som støtter sig til lovbemærkningerne, kommer ned på den lave beskatning," siger Lars Ahlbom, fuldmægtig i Skatteministeriet, til Jyllands-Posten.
Peter K. Svendsen fra rådgivningsfirmaet KPMG mener, at der er behov for klare regler på området.
"Leasingfirmaerne giver mulighed for, at en bil kan leases ud med et lavere beskatningsgrundlag, end hvis bilen var købt hos en forhandler. Men det kan være et spørgsmål om fortolkning af regler. Vi har brug for klare regler for beskatningsgrundlaget fra Skat," siger han til Jyllands-Posten.